Administrativ sælger
Er du lærenem, struktureret og selvkørende? Brænder du for den direkte kontakt med kunden, for et fleksibelt arbejde fra computeren og for at skabe gode resultater som del af et team? Synes du, at muligheden for at have indflydelse på strategi og vækst i en af Danmarks førende virksomheder inden for barcatering lyder interessant? Så er stillingen som administrativ sælger måske den helt rette for dig.
Med reference til ledelsen på salgskontoret får du ansvar for opgaverne omkring salgsprocessen for BarConcepts populære barcatering brands i Danmark.
Du kommer primært til at sidde med servicerende salg til kunder, der opsøger virksomheden – både privatpersoner og virksomheder – her vil du lukke aftaler, der oftest spænder mellem 5.000 – 200.000 kr. i værdi.
Dit fokus bliver den positive kunderelation, og du bestræber dig altid på at finde den perfekte barløsning for kunden. Når aftalen er lukket, følger du aftalen i hus og håndterer derfor tilhørende administrative opgaver, herunder ordrer og faktura. På den måde vil du både få ansvar, bred erfaring og være med til at skabe omsætning og vækst i de to brands, du bliver tilknyttet.
Højt drive – ansvarsfuld – social begavet
Den rette kandidat kan have relevant erfaring indenfor salg eller være nyuddannet. Det vigtigste er din personlighed. Du skal have interessen og lysten til at skabe gode, professionelle relationer til kunder og til at nå ambitiøse mål. Derfor ser vi også gerne en person, der er motiveret af at skabe resultater, er handlekraftig, pligtopfyldende, struktureret og har et højt drive. Det vil desuden være fordelagtigt med kendskab til bar-, catering- og/eller servicebranchen.
Vi tilbyder dig:
- At blive en del af en spændende vækstvirksomhed med gode værdier
- En varieret hverdag i et mindre, internationalt og dynamisk team
- En fuldtidsstilling med fleksible arbejdsforhold og en høj grad af ansvar
- Mulighed for medindflydelse på strategier og målsætning
- Interne udviklingsmuligheder
Løn: Efter kvalifikationer (ansættelsen vil være på spansk kontrakt med gode forhold).
Tiltrædelse: 1. september 2023, men vi venter på rette kandidat.
For at komme i betragtning til stillingen skal du have:
- Dansk som modersmål (eller tilsvarende sproglige kompetencer)
- Professionelt niveau af engelsk
- Stærke IT-kompetencer (gerne kendskab til CRM- og økonomisystemer).
Ansøgning: Send CV, billede og en kort motiveret ansøgning (tekst eller video) til mail job@nordicliquidgroup.com med overskriften “Administrativ sælger”. Evt. spørgsmål rettes til Pernille Lauridsen på mail pdl@nordicliquidgroup.com eller telefon +45 30200419.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!